Til dette indlæg får I lige et super akavet selfie, som jeg tog i køkkenet i morges – havde bare totalt optur over vejret :)
Det er første gang i langt tid, hvor jeg rent faktisk har følt noget andet end had til mandage. I morges vågnede jeg med et smil på læben, og en glad følelse i kroppen. Udenfor havde solens morgenstråler allerede slået i gennem, og den blå himmel var ved at tage form. Mens jeg stod op og gjorde mig klar til skolen, blev lyset endnu stærkere og himlen dobbelt så blå. På vej til skolen svedte jeg i min store vinterjakke og det store bordeaux-farvede halstørklæde, som jeg dog havde iført mig selv – lidt fornuftig skal man jo være, host.
Ovre i skolen blev der lagt ud med et helt modul matematik (jeg ved det, matematik en mandag morgen er = vi KAN ikke lave noget, der er for tidligt på dagen og ugen til, at vores hjerner kan fungere optimalt).
Efter matematiktimen var det tid til et modul historie, men her havde vi vikar. Et par af mine veninder og jeg sad derfor udenfor i solen og nød det varme forårs-vejr. Til slut i timen kom en fra kontoret med den bedste nyhed: vi havde fri resten af dagen. So yes, fri kl. 11:35 er lige til at holde ud på en mandag :)
Vel hjemme smed jeg den sandwich, som min frokost i skolen skulle havde bestået af ind i køleskabet. Den blev erstattet med en gang pasta, der findes simpelthen ikke noget bedre end pasta til frokost! Dog formåede jeg at brænde mig på den vanddamp, som jo helt naturligt stiger op fra gryden hele TO gange! Flot Mie.
Senere skal jeg mødes med min dejlige mor i København, hvorefter vi tager et smut ned af Strøget. Så hyggeligt!
Du søde weekend hvor har jeg ventet på dig. Talt dage og timer og set hverdagen gå sin vej.
Endelig er det blevet weekend igen! Det har været nogle lange fem hverdage, hvor weekendens søde smil har ladet vente på sig. I skolen har jeg taget sig selv i at sidde i en døs med hovedet hvilende i håndet i det kedeligste fag, og bare drømt mig afsted mod weekendens glade dage.
Uden for mit vindue skinner solen, og himlen er helt blå. Det er jo simpelthen det bedste weekendvejr man kunne ønske sig. Nu må varmen bare gerne komme også, så vi kan slippe for de store vinterjakker. Drømmer allerede om bare ben, og alt det fine sommertøj der ligger og venter i skabet på, at det skal blive varmt nok.
Så søde Vejrgud, gider du ikke lige at sende lidt mere varme ned i lille Danmark, så vi kan begynde at få det sommertøj luftet :)
Hav en super dejlig weekend!
Darlingen fra tv-serien Glee med den smukkeste stemme af dem alle, Lea Michele, har ENDELIG udgivet sit første album!
Med sin stærke stemme opfylder hun alle krav til et brillant album. Albummet er spækket med stærke sange, som man som lytter kan mærke, at de kommer lige fra hjertet. Dette kan skyldes, hele den hårde tid hun går igennem, da hendes forlovede Cory Monteith pludselig døde i sommers.
Selv har Lea også udtalt, at hele albummet har været som en slags sorgterapi for hende. En måde at bearbejde alle de følelser som sidder i hende.
Leas sange er rolige og blide, kun en enkelt eller to er i mindre up-tempo – hvilket er noget jeg er stor fan af! For jeg synes, at der bliver hørt en anelse for meget dubstep og ingen-mening-i-hvad-der-bliver-sunget-musik i øjeblikket (bare tjek Spotify’s 123 liste). Så albummet er også lidt af en get-away fra noget, som der ikke står Medina, Katy Perry, Avicill eller Pharrel Williams på.
Mine tre personlige favoritter på albummet er sangene Cannonball, Battlefield og If You Say So.
Cannonball fordi, at det var hendes første single, som blev udgivet før selve albummet. Da jeg hørte sangen, blev jeg grebet af den intense stemning, som sangen byder. Denne sang gjorde samtidig også, at jeg var enormt spændt på udgivelsen af hele albummet.
Battefield er den næste sang, som jeg har valgt. Det har jeg fordi, at den er utrolig smukt opført. Hendes stemme matcher den helt utroligt godt, og det er i mit hoved en rigtig “Lea-Michele-sang”.
If You Say So er min absolut yndlings-sang på hele albummet. Sangen er dedikeret til Cory Monteith, som også var en af hovedpersonerne i tv-serien Glee. Når man som seer til serien har knyttet sig til de to som et par i og udenfor kameraet, så går en sang som denne lige i hjertet. Man kan som lytter mærke Leas sorg, og undren over, hvorfor dette skulle overgå hende og ham. Men samtidig får vi også historien om, at deres sidste ordveksling heldigvis var sød og romantisk og med ord som “I love you”.
Jeg må endda tager mig selv i, at sidde med tårer i øjnene og gåsehud når sangen spilles.
Jeg vil anbefale albummet til alle, som har lyst til at høre noget smukt pop-musik med en stor mening i teksten. At høre sangene er for mig, som at læse Leas dagbog. Alle sangene er så ægte og nære til Leas virkelighed og følelser.
Jeg giver albummet 6 ud af 6 stjerner.
Normalt er jeg ikke så let at imponere, men med dette album har jeg intet at sætte en finger på. Det er så gennemført, smukt og realistisk. Et sandt mesterværk.
